Onsdag morgen opstod der brand i et svensk atomkraftværk ved Göteborg.
Branden opstod i en højtryksturbine i reaktor 1 på værket Ringhals, der ligger 60 kilometer syd for Göteborg.
Greenpeace appellerer via organisationens ansvarlige for a-kraft, Rolf Lindahl, den svenske regering til at lukke værket.
- Hverken Ringhals AB eller myndighederne synes at have kontrol over de vedvarende problemer på kernekraftværket.
- I stedet for at diskutere en forlængelse af de pensionsmodne reaktorer burde regeringen, med miljøminister Lena Ek i spidsen, tage initiativ til at lade sikkerheden komme i første række og tage de risikable reaktorer ud af drift, siger Rolf Lindahl.
/ritzau/