Flere end 2000 passagerer blev mandag nødt til at afbryde deres luksuriøse rundrejse i Caribien, da der gik ild i deres krydstogtskib.
Branden brød ud i den bageste del af Grandeur of the Seas, som var på vej til Coco Bay i Bahamas. Passagererne blev samlet i fællesområderne på skibet, og det tog omkring to timer at slukke flammerne.
Kaptajnen valgte at ændre ruten og i stedet lægge til kaj ved Freeport i Bahamas, hvor skibet blev tømt.
- Der er gjort rede for alle 2224 gæster og 796 besætningsmedlemmer, og ingen er kommet til skade, lyder det fra krydstogtselskabet Royal Caribbean.
Grandeur of the Seas begyndte sin luksus-søfart 24. maj, da det knapt 280 meter lange skib forlod Baltimore i USA.
Skibsbranden kommer i en periode, hvor krydstogtskibs-industrien har været ramt af en række uheld.
I februar strandede over 4000 passagerer på et kæmpe krydstogtskib i Den Mexicanske Golf. En brand i et maskinrum fik strømmen til at forsvinde på den næsten 300 meter lange luksusliner, som drev rundt i flere dage i havbugten mellem Mexico og USA.
Efter strømnedbruddet begyndte opholdet på The Carnival Triumph at udvikle sig til en overlevelsestur for de rejsende gæster: Toiletter og nedløbsrør blev overfyldte, og det ildelugtende kloakvand løb ud i kabinerne og på gangarealer.
Forsyningerne af madvarer blev sparsomme, og passagerer måtte stå i kø i timevis for at få serveret sandwich med rå løg, rapporterede avisen The Daily Mail. Flere blev meldt syge af de uhumske forhold.
Selskabet Carnival Corporation trak også overskrifter i medierne sidste år, da selskabets luksusliner Costa Concordia stødte på grund ud for Italiens kyst. Her mistede 32 mennesker livet.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.