Tirsdag eftermiddag er der opstået en brand på færgen "Ellen", som ligger ved Søby på Ærø.
Det skriver Fyns Politi på det sociale medie Twitter.
Færgen sejler på strøm, og der er tale om et overophedet batteri.
Kort før klokken 15.30 skriver politiet på Twitter, at branden ikke længere udvikler røg, som kan være giftig.
Det er lykkedes at bekæmpe med skum, lyder det.
- Nu afventes videre udvikling, skriver politiet.
Politiets vagtchef Kenneth Taanquist uddyber over for Ritzau, at man fortsat skal observere, hvordan overophedningen udvikler sig.
Han fortæller også, at færgen afgik fra Søby efter planen, og nåede at sejle et stykke tid, inden alarmerne gik ved den ene batteripakke.
- Så får de sejlet tilbage igen, får tømt skibet og tilkaldt redning, siger han.
Det fremgår af Ærøfærgernes hjemmeside, at en række afgange mellem Søby og Fynshav på Als er aflyst tirsdag og onsdag.
På hjemmesiden hedder det, at aflysningerne skyldes tekniske problemer.
Ærø ligger syd for Fyn. Der bor omkring 6000 mennesker på øen.
/ritzau/