Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker tre hændelser fra natten til mandag som én samlet sag.
Klokken 23.38 brød der brand ud i en ejendom på Strøget i Ikast. En 68-årig kvindelig beboer fik alvorlige brandskader og blev fløjet til Rigshospitalet. Hun er uden for livsfare. Et minut senere modtog politiet endnu en anmeldelse - denne gang om en bil i brand ved en ejendom på Falkevej i samme by.
Begge brande efterforskes som påsatte.
Samme nat fik politiet anmeldelse om skud mod en lejlighed i boligområdet Brændgårdsparken i Herning. To skud blev affyret - ingen personer blev ramt.
Opgør i kriminelt miljø
Politiet mener, de tre hændelser hænger sammen.
- Der er et tidssammenfald på de her tre hændelser, som gør, at vi arbejder på sagerne samlet, siger politiinspektør Hans Roost fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Den foreløbige efterforskning peger på et internt opgør i det kriminelle miljø - et opgør, politiet ifølge Roost allerede har beskæftiget sig indgående med.
- Selv hvis der primært er tale om et internt opgør, så kan uskyldige borgere komme i klemme. Vi har fx ingen grund til at tro, at det køretøj, der brændte i nat, har relation til nogen i det her opgør,"siger han.
Visitationszone overvejes
Politiet overvejer nu at indføre visitationszone i Herning og Ikast og intensiverer efterforskningen yderligere.
- Vi kommer til at gå endnu længere på baggrund af nattens hændelser, siger Hans Roost.
Mandag er den mobile politistation til stede i Ikast for borgere, der har brug for at tale med politiet. Tid og sted annonceres på Politi Update.
Vidner eller andre med oplysninger opfordres til at ringe 114. Har man som borger eller pårørende behov for støtte, kan Offerrådgivningen kontaktes døgnet rundt på 116 006.