En brand i et rækkehus i Esbjerg kostede fredag eftermiddag en 75-årig kvinde livet.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der fik anmeldelsen om branden på Thulevej klokken 12.52.
Da brandfolkene trængte ind i huset, fandt de kvinden død.
Hun boede sammen med sin mand i huset, men han var på arbejde, da branden brød ud.
Politiet kan fredag eftermiddag ikke sige noget om brandårsagen.
- Det kan vi tidligst sige noget om i næste uge, når teknikerne har undersøgt brandstedet, siger politiets vagtchef Erik Lindholdt.
- Men der er intet mistænkeligt ved branden, understreger han.
De pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/