Både passagerer og besætningsmedlemmer blev fredag aften evakueret fra en bilfærge i Lysefjorden øst for den norske by Stavanger.
Meldingen om branden kom klokken 20.05, da færgen befandt sig under en af Norges store turistattraktioner, klippeudspringet Prædikestolen, oplyser politiet.
Samtlige 54 personer om bord - 49 passagerer og fem besætningsmedlemmer - er bragt i sikkerhed.
Ifølge politiet skyldes branden overophedning af motorerne, og færgen udsendte efterfølgende et mayday-nødsignal. Røgudviklingen fra maskinrummet var på et tidspunkt så voldsom, at færgen næsten var indhyllet af røg.
- Alle passagerer er evakueret til både i området. De bliver sendt til Oanes, hvor de modtages af politi og sundhedspersonale, oplyste redningstjenesten.
Der er kun melding om en enkelt person, der er kommet til skade.
- Foreløbig er der kun meldinger om en person om bord, en fra mandskabet, som har haft behov for at blive tilset af en læge efter at have inhaleret røg, siger en talsmand for politiet.
Ved 22-tiden begyndte branden og røgen at aftage, oplyser redningstjenesten ifølge avisen VG.
En tysk turist, Ole Martens, var blandt de evakuerede. Han fortæller, at passagererne så røg fra maskinrummet.
- Der var ingen panik, siger Martens til Stavanger Aftenblad om redningsaktionen.
Han kom først over i en mindre båd og derefter over i en katamaran, der bragte ham i land.
Færgen er på slæb ud af fjorden af en anden færge.
Den forulykkede færge er bygget i 1978. Den er 65 meter lang og kan fragte 146 personer og 50 personbiler.
/ritzau/NTB
/ritzau/NTB