Børnehuset Tolvkarlevej i Hillerød blev lørdag eftermiddag raseret af en voldsom brand. Branden opstod i et skur, der blandt andet indholdet avispapir. Da brandvæsnet dukkede op ved 14-tiden lørdag eftermiddag var skuret omspændt af flammer, og ilden havde bredt sig til selve børnehaven.
Da brandvæsnet kørte mod børnehave, lød alarmen på brand i et skur , men indsatslederen fik hurtigt slået storalarm, da han dukkede op. Falck sendte samtlige brandbiler i Hillerød til stedet, ligesom der blev ringet efter hjælp fra Fredensborg.
- Når først ilden går ind under tagudhænget, så gør det stærkt, siger Falcks indsatsleder på stedet, Jørgen Fischer til Frederiksborg Amtsavis.
Taget på institutionen faldt under branden ned i bygningen, ligesom der også har været brand i kælderen. Så det er stort set hele børnehaven, der er beskadiget af branden - enten på grund af branden eller med sod- og vandskader.
På et tidspunkt frygtede politiet, at børnehaven ville brænde ned til grunden - men så galt gik det heldigvis ikke.
Nordsjællands Politi oplyser til TV2 News, at politiet formoder at der er tale om en påsat brand - ikke mindst forbi vidner har set et par drenge løbe fra stedet, da branden blev anmeldt. Derfor vil Nordsjællands Politi gerne tale med vidner, der har set noget op til brandens opståen ved 14-tiden.
- Vi arbejder ud fra, at det er en påsat brand, indtil undersøgelserne er
færdige, siger politiets indsatsleder Michael Pedersen til
Frederiksborg Amts Avis.
Børnehuset er ubrugelig som daginstitution i de næste mange måneder, men Børnehusets leder, Helle Kristensen, siger til TV2 News, at børnene bliver passet på en eller anden måde fra på mandag.
Børnehuset Tovlkarlevej har en 15 vuggestuepladser og 37 børnehavepladser.