- Alt er ødelagt, og politiet siger, at der går mange dage, før jeg kan komme ind i butikken, siger en temmelig rystet Tine Wallentin til Folketidende.
Hendes butik City Mode & City Tasker i gågaden i centrum af Maribo lider voldsomt efter en brand i en tom naboejendom.
Alarmen gik ved femtiden torsdag morgen og i første omgang var meldingen til Tine Wallentin, "at det ikke så så slemt ud".
- Men det blev det. Jeg er helt rundtosset. Jeg var ved at gøre forårsvarer klar og havde hele butikken fyldt. Jeg har også et lager omme bagved, som også er skadet, fortæller Tine Wallentin til Folketidende.
Vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi betegnede overfor TV 2 Øst tidligere på morgenen branden som "voldsom" og "omsiggribende".