Af og til skulle man tro, at tragedierne klæber til Bramming.

Den lille sydvestjyske by med de 7.000 indbyggere har i ugens løb været ramt af den ene voldsomme hændelse efter den anden.

Denne onsdag formiddag hænger der sedler overalt i byens forretninger. Bramming er ramt af chok.

»Nu må det være nok,« læser en kunde i byens købmandsforretning, mens hun betaler for ’Ude og Hjemme’.

»Det er godt at stå sammen,« siger hun til kioskejer Birgit Koors.

Kioskejeren snakker ikke med kunderne om andet end ugens rædsler:

Først havde hun to indbrud, så sprang Castellos Pizza i luften tidligt fredag morgen, så blev SSP-konsulentens kontor brændt ned til grunden natten til mandag, og natten til onsdag blev en 30-årig mand så alvorligt skamferet i ansigtet, at han blødte over en strækning på mere end 200 meter. For ikke at tale om den unge piges ulykkelige dødsfald.

Birgit Koors kan ikke mindes, at der nogensinde før er sket så meget i byen på én gang.

Derfor har sms erne hele dagen fløjet gennem byen. De spreder sig fra telefon til telefon.

»Vi holder en fredelig demonstration for at få roen tilbage til Bramming,« står der.

Nok er jo nok

Onsdag aften blafrer faklerne derfor gennem den lille by. Den store flok af byens børn bølger ned af den gade, som tidligere på dagen er blevet vasket ren for blod. Ned til den sorte, ildelugtende bygning, hvor en kun 28-årig pige døde fredag morgen.

Det lille torv foran pizzeriaet er blevet gjort rent for sod og fejet, men pletterne sidder stadig i sjælen på de cirka 2.000 bysbørn, der går i fakkeloptoget. Ligesom glassplinterne fra eksplosionen har lavet dybe ar i barken på træet foran forretningen, har ugens begivenheder lavet mærker i borgernes opfattelse af deres lille, rolige by med springvand, hyacinter i krukker og vandtårnet.

Bramming skal være en fredelig plet igen, hvor folk ser på roserne ved blomsterhandleren, eller rører ved forårstøjet på bøjlerne foran ’Din Tøjmand’.

Men Bramming har faktisk før i tiden været scene for voldsomme begivenheder, som bramminggenserne har talt lige så meget om, som tingene i denne uge.

Hoved faldt af

De første spæde tiltag til en by opstår omkring Bramminge Hovedgård sidst i 1600-tallet. Godsejeren er kendt som en mand, der godt kan lide et glas vin eller tolv. En nat kører han hjem i hestevogn efter en våd aften hos nabogodsejeren, men i fuldskab vælter vognen, og hans hoved bliver kappet af. Gennem mange år ligger kroppen i Bramming, mens hovedet er sendt til København. Og det er ikke den eneste tragedie, som Bramming har i sin fortid.

Byen tager for alvor form omkring 1870’erne, da jernbanen bliver et knudepunkt med forbindelse til Ribe, Tønder, Grindsted og Esbjerg. I juli 1913 sker der en tragisk togulykke 200–300 meter fra stationen, og den kendte politiker Peter Sabroe bliver slået ihjel sammen med 14 andre passagerer, mens et utal af mennesker bliver såret. Og senere under krigen eksploderer huset lige ved siden af det senere Castellos Pizza, fordi modstandsbevægelsen vil ødelægge det for tyskerne. I 1950’erne brænder teglværket ned til grunden, uden nogen kommer til skade, men mange af bramminggenserne bliver arbejdsløse. Og på nogenlunde samme tidspunkt omkommer en mor og hendes børn i et parcelhus i byen, der brænder ned, fordi hun tørrer tøj på ovnen. Så Bramming har prøvet det før. Bare ikke på én gang.

Nægter angsten

På en af byens værtshuse snakker gæsterne heller ikke om andet end volden og usikkerheden, der kribler rundt under huden efter sådan en uge, hvor der har flydt blod i gaderne.

»Jeg går ikke på værtshus fredag og lørdag mere, fordi jeg ikke vil gå hjem i mørket. Der står store flokke af unge mennesker, og det er ikke til at vide, hvad de kan finde på,« siger Poul.

De andre gæster mumler, at de nægter at gå og være bange. Men de bryder sig ikke om det. Det hører ikke til i deres verden.

»Bramming er altså en fredelig by. Vi skal ikke overdramatisere,« siger Andreas, der ikke bliver kaldt andet end Dres.

»Tingene har jo ikke noget med hinanden at gøre. Det er tilfældigt, at det sker på samme tid,« tilføjer han.

Byens ungdom er både fascineret og frastødt af den sidste tids hændelser i deres by. Journalister fra næsten alle medier har filmet og fotograferet, og formiddagsaviserne har haft Bramming på forsiden. Mai Beltoft på 14 år og hendes veninde Cecilia Juul på 15 har aldrig oplevet noget lignende.

Bange piger

»Der sker aldrig noget her i Bramming. Nu er det helt vildt,« siger Mai Beltoft.

Pigerne er enige om, at nu hvor Castello Pizza er brændt ned, har de unge ingen steder at gå hen og hygge sig med hinanden. Og så er hallen oven i købet netop gået konkurs, så det halbal, de skulle til i weekenden, er aflyst.

Samtidig gør det dem bange, at der måske stadig er en gerningsmand på fri fod fra mordbranden.

»Før var Bramming en stille by, hvor folk gik og passede sig selv. Nu tør vi ikke gå ude om natten mere, for det er rigtig træls, at de ikke har fanget dem fra Castello,« siger Cecilia Juul.

Begge piger lægger ikke skjul på, at de bruger en del tid på at overveje, hvad det næste mon er, der sker?

Hvis det står til byens borgere, sker der ikke mere. Nu vil Bramming have fred. Nu må det være nok.