Den tidligere algeriske udenrigsminister Lakhdar Brahimi ventes at blive udnævnt som FN og Den Arabiske Ligas særlige udsending til Syrien som afløser for Kofi Annan. Det siger diplomater torsdag.
En officiel offentliggørelse af udnævnelsen af den 78-årige Brahimi forventes at komme tidligt i næste uge, siger diplomaterne, der ønsker at være anonyme, fordi forhandlinger om udnævnelsen stadig er i gang.
Forhandlingerne drejer sig om udsendingens rolle, og hvordan FN vil operere i Syrien i lyset af den eskalerende borgerkrig. FN Missionens nuværende mandat i Syrien udløber 20. august.
- Vi er sikre på, at det bliver Brahimi, siger en FN-diplomat.
- Han er generalsekretærens valg, og hans udnævnelse vil blive offentliggjort i næste uge, med mindre han trækker sig, tilføjer diplomaten.
Annas sagde i sidste uge, at han forlod sit job på grund af det mangel på international støtte til hans bestræbelser på at løse den 17-måneder lange konflikt i Syrien, hvor aktivister siger, at mere end 20.000 er blevet dræbt.
Han fortsætter dog sit arbejde indtil 31. august.
Brahimi var udsendt for FN i Afghanistan efter terrorangrebene 11. september og senere i Irak efter invasionen i 2003.
Den erfarne diplomat var udenrigsminister i Algeriet fra 1991 til 1993 og som udsending fra Den Arabiske Liga med til at gøre en ende på borgerkrigen i Libanon i slutningen af 1980'erne.
Efter Kofi Annans mislykkede forsøg på at få præsident Bashar al-Assad til at overholde fredsplanen, debatterer nøgleaktørerne nu den nye udsendings rolle.
Annan og FN generalsekretær Ban Ki-moon har gjort det klart, at de mener, at splittelsen blandt medlemmerne af Sikkerhedsrådet har undermineret Annans fredsplan.
Samtidig skal Sikkerhedsrådet også tage stilling til fremtiden for den ubevæbnede observatørmission i Syrien.
En endelig beslutning ventes efter et møde i Sikkerhedsrådet næste torsdag
/ritzau/AFP