Flyselskabet Norwegian starter igen året med et massivt underskud.
Norwegian fik et underskud på 46,2 millioner norske kroner i første kvartal mod et underskud på i omegnen af 1,5 milliarder norske kroner i samme periode sidste år. Det oplyser selskabet.
Uden et engangsbeløb på 1,9 milliarder norske kroner havde underskuddet dog været meget større. Beløbet stammer fra en finansiel gevinst i holdingselskabet Norwegian Finans Holding, oplyser selskabet.
Ser man på driftsresultatet, blev det til et underskud på 1,8 milliarder norske kroner.
Første kvartal er traditionelt det svageste i luftfartsbranchen, fordi rejselysten her er mindst.
På plussiden har Norwegian formået at sænke sine omkostninger med fem procent per enhed, lyder det. Det skyldes blandt andet stordriftsfordele hos det norske selskab, der i de senere år har ekspanderet massivt.
Men til gengæld rammer højere brændstofomkostninger bundlinjen, lyder det fra selskabets topchef, Bjørn Kjos. Han opsummerer ellers kvartalet således:
- Vi har fordoblet antallet af nye Dreamlinere sammenlignet med samme periode sidste år. Flyene fyldes godt op, og stadig flere kunder - både i nye og mere etablerede markeder - vælger at flyve med Norwegian, siger han i en meddelelse.
Brændstofomkostningerne steg fra 1,5 milliarder norske kroner i første kvartal 2017 til knap 2,3 milliarder norske kroner i de første tre måneder af 2018. Priserne på brændstof steg, men samtidig øgede Norwegian også kapaciteten.
7,5 millioner passagerer tog en tur med Norwegian i første kvartal. Det er en stigning på 12 procent.
Norwegian har mere end 500 ruter. De går til mere end 150 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand, Singapore, Argentina, Caribien, USA og Sydamerika.
/ritzau/