Hollywood-stjernen Brad Pitt påstår nu, at han har en 'psykologisk defekt', der gør ham ude af stand til at vende om i livet og fortryde.
Og ifølge Pitt, der som både pap-far og 'ægte' far har ansvaret for seks børn sammen med Angelina Jolie, påvirker defekten ham hver eneste dag.
"Hvis jeg går ud af døren, og jeg har glemt noget, så kan jeg ikke gå tilbage og hente det. Det ligger i min natur," forklarer han til Empire Magazine og fortsætter:
"Hvis jeg kører ned ad vejen, og jeg misser et højresving, så bliver jeg nødt til at fortsætte fremad. Jeg kan ikke vende om. Det er en form for psykologisk defekt, som jeg ikke kender grunden til. Jeg kan bare ikke lide at bevæge mig baglæns. Jeg er ikke god til det."
Brad Pitt forklarer endvidere, at det altid har været sådan, og at det var med til at vanskeliggøre hans sportskarrierre, da han stadig var studerende.
"I gymnasiet prøvede jeg alle mulige sportsgrene. Jeg gik fra det ene til det andet. Jeg spillede fodbold. Jeg gik til brydning et år. Så var jeg på dykkerholdet et andet år. Jeg spillede tennis, og jeg spillede basketball. Jeg kunne finde ud af det hele, men jeg blev bare aldrig god til noget af det."
"Jeg skulle hele tiden bevæge mig fremad. Måske, hvis jeg havde holdt ud, kunne jeg være blevet god".
Kilde: Female First