De spanske myndigheder går tirsdag i gang med at obducere liget af den tidligere Boyzone-sanger Stephen Gately.
Han blev i weekenden fundet død i en luksus-hotellejlighed i ferieområdet Port Andratx på den spanske ø Mallorca.
Ifølge britiske medier havde han festet på en bøssebar til den lyse morgen og blev kvalt i sit eget opkast, da han lå og sov.
Hans pårørerende insisterer på, at hans død var en "tragisk ulykke", og at der ikke var slet spil involveret.
Spansk politi bekræfter foreløbigt, at "ikke er tegn på mistænkelige omstændigheder".
I en erklæring på Boyzones hjemmeside skriver bandmedlemmerne Ronan Keating, Keith Duffy, Mikey Graham og Shane Lynch, at de er helt knust over Stephen Gatelys død.
"Vi er helt ødelagte af tabet af vores ven og bror, Stephen. Vi har tilbragt vidunderlige stunder sammen i årenes løb. Stephen var et smukt menneske," skriver de.
De fire bandmedlemmer er fløjet til Mallorca efter Stephen Gatelys død.
Irske Boyzone skrev tidligere historie i Storbritannien med 16 top-fem-hits på stribe.