Det irske band Boyzone har planer om at lægge vejen forbi det britiske talentshow The X Factor for at hylde deres afdøde ven og kollega Stephen Gately.
Ifølge kilder var Gately stor fan af talentshowet og havde flere gange tryglet sin manager Louis Walsh, der også er dommer på The X Factor, om at medvirke i showet.
Det har fået cheferne bag det britiske underholdningsprogram til at overveje ideen om at lade de resterende fire medlemmer optræde. Det skriver femalefirst.co.uk.
"Stephen var rigtig glad for showet. I forbindelse med et produktionsmøde var der blevet diskuteret gæsteoptrædener. Boyzone blev nævnt som et oplagt valg," siger en kilde.
X Factor-holdet går dog stille frem med ideen, da de er klar over, at det er en følsom tid for de fire sangere, der har mistet en nær ven.