28-årige Bosun Ayeni har igennem et par år været en af de bærende kræfter hos FC Nordsjælland. Men i denne sæson er nigerianeren blevet overhalet af en række yngre spillere på nordsjællændernes succesfulde Superligahold, og Bosun Ayeni har blot spillet 255 minutter i efterårssæsonens kampe i Superligaen. Derfor har klubben valgt at lade Bosun Ayeni skifte til SønderjyskE et halvt år inden, hans kontrakt udløb, så den stærke midtbanespiller kan få noget mere spilletid. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
»Bosun har været en værdifuld spiller for FC Nordsjælland, da han altid arbejder hårdt og yder en helhjertet indsats, og jeg er sikker på at han bliver en vigtig brik i Sønderjyskes jagt på oprykning til SAS Ligaen,« siger FC Nordsjællands træner, Morten Wieghorst.
SønderjyskE, der overvintrer på 3. pladsen i 1. Division bekræfter, at man har indgået en kontrakt på 2½ år med nigerianeren. Klubbens sportschef Jacob »Gaxe« Gregersen, kunne sent søndag aften sætte sin underskrift på sønderjydernes første indkøb i vinterpausen. Et indkøb der skal hjælpe klubben i kampen om at rykke op i Superligaen til sommer.
Bosun Ayeni havde kontraktudløb 30. juni 2007 med FC Nordsjælland, men skifter allerede her i vinterpausen. Han nåede at spille
57 kampe for FC Nordsjælland siden skiftet fra BK Frem i sommeren 2004. Han har desuden spillet i Lyngby FC, Fidelis Andria og Politehnica Timisoara. Nu tager den berejste nigerianer så til Sønderjylland.