To ledere på døgntilbuddet Bækketoften i Hedensted er blevet fritaget fra tjeneste. Det sker efter et tilsyn hos autismetilbuddet foretaget af Socialtilsyn Midt.
Bostedet er desuden blevet meldt til politiet. Det skriver blandt andre TV Syd på baggrund af en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.
Tilsynet fandt en 25-årig kvinde med "udviklingshæmning og svær autisme", som var blevet låst inde gennem længere tid.
Efter aftale med Socialtilsyn Midt skulle to af dørene til hendes bolig være aflåst, mens en dør ud til en gårdhave skulle være åben. Men det var ikke tilfældet, da Socialtilsyn Midt kom forbi 22. august. Her fandt tilsynet, at der efter en ombygning endnu ikke monteret et håndtag i døren. Beboeren har derfor ikke kunne bruge døren i to måneder.
Bostedet har været klar over, at dørhåndtaget manglede, skriver TV Syd. Den 25-årige kvinde har nemlig haft besøg af personale mindst tre gange i timen.
Hun har døgnet rundt kunne tilkalde hjælp til at forlade boligen og har været på ture og deltaget i aktiviteter.
- Det er ingen undskyldning for den her fejl. Det vedgår vi, og vi beklager rigtig meget, siger Erik Corfitz Petersen, der er chef for regionens Specialområde Autisme, som Bækketoften hører under, til TV Syd.
Sagen skal drøftes på et møde for afdelingsledere i Specialområde Autisme, fremgår det af pressemeddelelsen.