Selv om sommerferien unægtelig står for døren, så er det ikke alle ledere, der har tænkt sig at holde helt fri. Faktisk vil omkring hver anden ofte eller af og til lave lidt arbejde i sommerferien. Det viser en undersøgelse fra Lederne.
Og stress og jag i det daglige smitter åbenbart ikke af på chefernes iver efter ikke at holde fri. I år er det 50 procent, der svarer ja til feriejobberi - sidste år lå tallet på 48 procent.
Flemming Andersen, der er ledelsesrådgiver hos Lederne siger, at det for mange er en livsstil at være leder. Og at det betyder flydende grænser mellem arbejds- og privatliv og mulighed for selv at bestemme, hvornår man holder fri.
- Derfor betragter mange ledere det som helt ok at være "på" engang imellem, selv om de ligger på stranden på Mallorca eller sidder i en liggestol i Skagen. Kunsten for lederne er at koble helt af i ferien i perioder, siger Flemming Andersen om tallene.
Han mener, at det er udvikling, som er kommet for at blive med udbredelsen af smartphones og tablets.
- Det er både nemt og hurtigt at være online for eksempelvis at tjekke sin mail. Mange opgaver kan klares på ganske kort tid, hvorefter lederen igen kan vælge at være "off", siger Flemming Andersen.
Når en leder arbejder i ferien, drejer det sig i høj grad om at besvare arbejdsrelaterede e-mails og sms'er. Kun fire procent af lederne taler dagligt i telefon med arbejdspladsen.
Hver tredje af de adspurgte ledere i undersøgelsen siger, at de "sjældent" arbejder i ferieperioden. Men det er kun hver ottende, der kan sige sig helt fri for at arbejde i ferien og holde fri.
1467 ledere har været med i undersøgelsen. 85 procent af dem er ansat som leder på virksomheder i den private sektor.
/ritzau/