Skrevet i samarbejde med Leny Malacinski, lema@avisen.dk
To terrordømte i Bosnien kommer ikke til at vidne i ankesagen mod EH i Glostrup-sagen.
Allerede i juli anmodede anklagemyndigheden herhjemme om at få de to dømte - svenskeren Maximus og dansk-tyrkeren AC - til Danmark, så de kunne vidne i sagen. Men det har Bosnien afvist.
Det fortalte anklager Jørgen jensen under første retsmøde i fortsættelsen af Glostrup-sagen mandag formiddag. Anklagemyndigehden har rejst tiltale mod den 19-årige EH, der ellers sidste år blev frikendt i danmarkshistoriens første terrorsag. Han er tiltalt for forsøg på terrorisme.
Anklageren ville gerne konfrontere de to terrordømte i Bosnien med en række telefonsamtaler, som de har ført med EH. Derfor er det ifølge Jørgen Jensen heller ikke muligt at afhøre dem via videolink, sådan som Bosnien har foreslået.
- Det er der ingen lovhjemmel til herhjemme og desuden vil det være svært at konfrontere dem med telefonsamtaler over et videolink, sagde Jørgen Jensen.
EH stod sammen med tre andre sidste år tiltalt i den første terrorretsag herhjemme. Han blev frikendt af de juridiske dommere i februar, men i løbet af sommeren besluttede anklagemyndigheden at anke sagen mod EH.