En 20-årig kvinde fra Brædstrup ved Horsens fik sig en meget ubehagelig oplevelse i går.
En 29-årig mand dukkede op i lejligheden, hvor kvinden bor med sin kæreste. Han krævede penge af parret formentlig på grund af en narkogæld.
"Gerningsmanden krævede beløbet firedoblet og trak op i sin trøje, så parret kunne se, at han havde en pistol i bukselinningen. Derefter tvang han kvinden med ud i sin bil og kørte fra stedet," siger vicepolitikommissær Finn Kramer ved politiet i Horsens ifølge krimi.tv2.dk.
Under bilturen brændte gerningsmanden kvinden flere gange med en cigaret. Kvindens kæreste fulgte efter i sin egen bil, og da gerningsmanden stoppede ved en Shell-tank, lykkedes det kvinden at stikke af.
Hun nåede over i sin kærestes bil, som derefter kørte fra stedet med speederen i bund.
Den 29-årige er nu anholdt og sigtes for bortførelse, trusler, ulovlig våbenbesiddelse og grov vold.
Han vil blive krævet fængslet i et grundlovsforhør senere i dag.