I næsten seks år har Kayla Unbehauns far, politiet, myndighederne og frivillige ledt efter den dengang niårige pige, som forsvandt efter en forlænget weekend sammen med sin biologiske mor.
I weekenden blev den savnede pige genkendt i et indkøbscenter og er nu blevet genforenet med sin far. Det skriver flere amerikanske medier - blandt andre ABC Chicago.
Da pigen, som nu er 15 år, forsvandt, havde hendes far den fulde forældremyndighed over hende, mens hendes mor havde ret til samvær.
I forbindelse med den amerikanske uafhængighedsdag - den 4. juli - i 2017, havde moren sin datter i en forlænget weekend. Men da hendes far kom for at hente hende, var både mor og datter forsvundet.
De forsvandt fra byen Wheaton, som ligger i staten Illinois, og dukkede op i byen Asheville i North Carolina - næsten seks år efter - mere end 1000 kilometer væk.
Pigens bortførelse har blandt andet været beskrevet i Netflix-serien "Unsolved Mysteries" og det skulle blandt andet være på baggrund af det afsnit, at en forretningsdrivinede i et indkøbscenter i weekenden kunne genkende pigen og hendes mor, og tilkaldte politiet.
Kayla Unbehaum blev overdraget til de sociale myndigheder, mens hendes mor er blevet fængslet for kidnapningen af sit eget barn.
Faren er lykkelig for at have fået sin datter hjem. Nu skal de lære hinanden at kende igen efter de mange år hver for sig, lyder det i en kort officiel udtalelse, han er kommet med i sagen.
- Jeg er ovenud glad for, at Kayla er hjemme i sikkerhed, udtaler faren og takker myndighederne og private som har ledt efter hende i alle årene.
- Nu beder vi om fred til at lærer hinanden at kende igen og navigerer i denne nye begyndelse, afsluttes den officielle erklæring.
Kayla Unbehaun