En dansker og en svensker er tilbage i friheden, efter de lørdag morgen blev kidnappet af militante islamister i Somalia.
Det bekræfter den svenske beerdskabsstyrelse Reddningsverket, hvor begge arbejdede, over for avisen.dk.
- De er begge løsladt og tilbage ved deres hovedkvarter i Baioda. I morgen bliver de fløjet til Nairobi, siger Karin Viklund, der er pressemedarbejder hos Reddningsverket.
- De har haft en forfærdelig dag, og vil egentlig bare have lov at være i fred. De har været i kontakt med deres deres familie, og nu skal de have snakket episoden igennem med hinanden. Og hvis de har brug for det, skal de snakke med en psykolog. Vi prøver at hjælpe dem igennem det, siger hun.
Ifølge New York Times hedder danskeren Noefolk Nelson og svenskeren hedder Ulf Felink, men det vil Reddningsverket ikke bekræfte over for avisen.dk.
Begge arbejder for Reddningsverket, der gennem et FN-progam uddanner lokalbefolkningen i minehåndtering.
Kidnapningen skete i forbindelse med, at islamistiske oprørere lørdag tog kontrol med den somaliske by Hudur i det centrale Somalia.
Somalia har været plaget af hårde kampe, siden islamistiske oprørere for et år siden indledte en offensiv mod regeringsstyrker.
Kidnapninger er en lukrativ forretning i Somalie og forekommer ofte.
For tiden er fire udlændinge, der blev bortført i maj og april, stadig ikke blevet sluppet fri.