Politiet står på bar bund i sagen om de narkomaner, der i går bortførte deres barn fra sygehuset i Esbjerg, fordi det skulle tvangsfjernes.
"Vi har i løbet af aftenen og natten fået omkring 30 nye henvendelser fra borgerne, som vi efterforsker lige nu. Men indtil nu har det desværre ikke givet noget resultat," fortæller Lars Bjerregaard, der leder efterforskningen af sagen, til Newspaq.
Forældrene er begge stofmisbrugere, og derfor er barnet født med abstinenser og har brug for livsvigtig medicin. Derfor arbejder tiden imod både politiet og barnets liv.
"Vores vurdering er, at hvis barnet ikke får væske, mad og medicin, så er det meget kritisk. Derfor er det meget vigtigt, at vi får fundet barnet, så det kan få den professionelle pleje, som det har brug for," siger Bjerregaard.
Forældrene, den 35-årige Bjarne Hansen og den 34-årige Helene Mortensen, kørte væk fra sygehuset i en blå Audi 100 med registreringsnummer RT 30 850, og er nu eftersøgt i hele Europa. Politiet mener, at forældrene måske havde planlagt bortførslen nøje, eftersom de stadig ikke er fundet.
Og finder politiet ikke barnet, kan det blive fatalt.
"Vi har ingen frygt for, at forældrene bevidst vil skade barnet, men vi har en frygt for, at forældrene ikke kan give barnet den pleje, det skal have, og på den måde udsætter det for livsfare," siger Bjerregaard, der opfordrer forældrene til at aflevere barnet på det nærmeste sygehus.
Samtidig kan vidner eller andre, der kan hjælpe politiet i sagen, ringe 114.