Ritzau
Opdateret kl. 09:45
Tilbage i 2003 forlod Peter Møller Nielsen Jylland for at bestride posten som politimester på Bornholm.
Men nu er det efter 15 år på tide at vende hjem til hovedlandet. Peter Møller Nielsen forlader derfor posten til sommer, skriver Bornholms Tidende.
- Jeg har været - og er stadig - utrolig glad for jobbet som chef for Bornholms politi, men nu er tiden kommet til at træde af og fortsætte i en anden funktion i politiet, siger den 61-årige politichef til avisen.
Da politireformen trådte i kraft tilbage i 2006, fik Peter Møller Nielsen titel af politidirektør.
Det var ellers en titel, som var forbeholdt chefen for Københavns Politi. Men da de 54 små politikredse fra 1. januar 2007 blev afløst af 12 storkredse, stod en politidirektør i spidsen for hver af kredsene.
Også på Bornholm, som siden indførelsen af politireformen har været landets mindste politikreds.
Peter Møller Nielsen fortæller til Bornholms Tidende, at han regner med at fortsætte de sidste år af sit arbejdsliv inden for politiet i det jyske. Hvilken stilling der måtte blive tale om, er endnu ikke på plads.
- Min hustru og jeg har længe ønsket at tilbringe vores otium i det jyske, hvor vi begge kommer fra, og derfor syntes vi, at det var et godt tidspunkt at flytte nu, hvor jeg stadig har nogle år tilbage på arbejdsmarkedet, siger Peter Møller Nielsen til avisen.
Før tiden på Bornholm var Peter Møller Nielsen vicepolitimester i Herning, politifuldmægtig i Silkeborg, statsadvokatfuldmægtig i Viborg og politifuldmægtig i Holstebro.
/ritzau/