Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler om snestorm mandag aften på Bornholm og tirsdag og onsdag på den sydlige del af Sjælland samt Møn, Lolland og Falster.
Desuden varsles der om snefygning i hele den sydlige del af landet.
Varslerne får politiet til at advare bilister mod at bevæge sig ud i vejret, som kan være fascinerende, men også farligt.
Bornholms Politi fraråder al unødvendig udkørsel på øen.
- Vi fraråder unødvendig udkørsel efter klokken 18. Den melding holder vi fast ved til i hvert fald i morgen tidlig, siger vagthavende ved Bornholms Politi Peter Johansen sent mandag eftermiddag.
- Det fyger til derude, og vi kan se, at folk kører fast, fortsætter han.
Han oplyser, at det er politiets forventning, at sneen tager til i løbet af mandag aften og nat samt i løbet af tirsdagen. Samtidig er den lokale beredskabsstab trådt sammen.
Rydningen af de bornholmske veje vil stoppe i tidsrummet fra omkring klokken 18 til 03 natten til tirsdag. Derefter påbegyndes rydningen igen.
Syd- og Sønderjyllands Politi advarer på Twitter om snefygning og risiko for lukkede veje.
- Skal du ud i trafikken, så kør i god tid og medbring sneskovl, varmt tøj samt en god portion tålmodighed, lyder det.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrer folk til at blive hjemme, hvis det er muligt. Hvis man skal ud at køre, lyder opfordringen også herfra, at man skal tage hjemmefra i god tid og køre efter forholdene.
- Medbring isskraber, skovl, handsker, slæbetov og startkabler. Sørg for at have mobiltelefonen opladet, og medbring en oplader. Husk nummeret til vejhjælp. Hav varmt tøj, godt fodtøj og tæpper med. Medbring mad og drikke, skriver politikredsen på Facebook.
/ritzau/