For første gang får bornholmere et dedikeret sted at gå hen, når den psykiske krise rammer akut. Mandag den 11. maj 2026 klippede regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) snoren til den nye psykiatriske akutmodtagelse på Bornholm.
Akutmodtagelsen har åbent alle ugens dage fra kl. 8 til 22. Uden for åbningstiden bliver patienterne modtaget på Bornholms Hospital, der ligger få skridt væk. Placeringen er valgt med omhu: Tilbuddet ligger i tilknytning til et psykiatrisk døgnafsnit og tæt på den somatiske behandling, så patienter ikke skal flyttes langt mellem behandlere.
Region Hovedstaden har afsat knap 9 mio. kr. til at etablere og bemande tilbuddet. Der er ansat nye læger og sygeplejersker med kompetencer inden for akut psykiatri.
- At leve med psykisk sygdom kan være ensomt og hårdt – og brug for akut hjælp kan opstå, når man mindst venter det. Derfor er jeg rigtigt glad for, at vi nu kan byde patienterne indenfor i den nye akutmodtagelse, hvor psykiatere og sygeplejersker står klar til at hjælpe, når det hele ramler, siger Lars Gaardhøj.
Regionsrådsformanden fremhæver også samarbejdet med hospitalet som afgørende for de fremtidige patientforløb.
- Vi styrker tilbuddet markant med flere læger og sygeplejersker med kompetencer indenfor akut psykiatri, og vi øger samarbejdet med hospitalet, så vi sikrer, at ingen patienter bliver tabt mellem to stole, siger han.
Hidtil har Bornholm ikke haft et fysisk, dedikeret akut psykiatrisk tilbud.