Den britiske premierminister, Boris Johnson, som er indlagt på et hospital i London med Covid-19, er flyttet til intensiv afdeling.
- I løbet af eftermiddagen i dag forværredes premierministerens tilstand. Efter råd fra hans læger er han flyttet til hospitalets intensivafdeling, meddeler Downing Street.
Udenrigsminister Dominic Raab vikarierer på premierministerposten, så længe Johnson er indlagt, lyder det videre i meddelelsen.
Ifølge den engelske avis The Sun er Boris Johnson stadig ved bevidsthed og endnu ikke i respirator.
Tidligere på dagen, var der ellers opløftende nyt fra netop Boris Johnson, der skrev til sine følgere på Twitter, at han var i godt humør. Samt, at han fortsat agtede at lede landet fra sin seng på hospitalet.
– I går aftes blev jeg efter råd fra min læge indlagt på hospitalet for nogle rutinemæssige tests, da jeg stadig oplever symptomer på coronavirus. Jeg er i godt humør og holder kontakten med mit team, da vi arbejder sammen om at bekæmpe denne virus og holde alle i sikkerhed, skrev han på twitter.
I en besked sendt ud lige efter, roste han sundhedspersonalet til skyerne:
– Jeg vil gerne sige tak til alt det strålende NHS-personale, der tager sig af mig og andre i denne svære tid. I er de bedste af Storbritannien. Pas på hinanden, og husk at blive hjemme for at beskytte NHS og redde liv, lyder det fra den sygdomsramte premierminister.
De seneste officielle tal fra Storbritannien lyder på 5373 coronarelaterede dødsfald.
Mandagens dødstal er mindre end tallet fra søndag, hvor britiske sundhedsmyndigheder meldte om 621 nye dødsfald blandt coronapatienterne. Dagen inden var det 708.
Alt i alt er næsten 209.000 mennesker blevet testet, siden coronaudbruddet begyndte. Af dem er 51.608 bekræftet smittet med coronavirus.