Der er mangel på fængselsceller i England, og det kommer nu Boris Becker til gode. Den fallerede tennisstjerne kan således se frem til at fejre jul på fri fod hjemme i Tyskland. Det skriver flere engelske medier, heriblandt the Sun.
I april blev han ellers idømt to et halvt års fængsel, da han under sin personlige konkurs havde skjult værdier for mere end 20 millioner for sine kreditorer.
De seneste syv måneder har han afsonet i Huntercomb-fængslet, men om en måned kan han være på fri fod. Der er nemlig mangel på fængselspladser i England, og derfor har man besluttet, at udlændinge, der afsoner i landet, kan blive løsladt og derefter deporteret til deres hjemland under visse betingleser. Det handler blandt andet om, hvor lang tid de mangler at afsone før en eventuel løsladelse – og det kommer altså den tidligere tenninskonge til gode.
– Det glæder mig, at Boris kan se frem til tidlig løsladelse, så han kan rejse til Tyskland – selv om han har boet mange år i England. Det vil uden tvivl betyde meget for ham og hans familie, at de kan blive genforenet til jul, lyder det fra Beckers tidligere talsmand.
I sin aktive karriere vandt Boris Becker seks Grand Slam-turneringer, men er siden mest kendt for sit tumultariske privatliv.