Regeringens storstilede projekt om akutjob løser ikke problemet med, at tusindvis af ledige ryger ud af dagpengesystemet.
Det er meldingen fra hovedparten af de 64 af landets 98 borgmestre, som har deltaget i en rundspørge foretaget af Jyllands-Posten.
- De ledige har jo kun fået en fortrinsstilling til at komme til samtale og vil i mange tilfælde tabe til andre, der ikke har været ude i to år, lyder det fra Helsingørs borgmester, Johannes Hecht-Nielsen (V).
Hans vurdering deles af næsten to tredjedele af de borgmestre, som har svaret på, om akutjobbene vil løse problemerne for de ledige, der vil miste dagpengene, når den halverede dagpengeperiode på to år træder i kraft den 1. januar.
Blandt de 39 skeptiske borgmestre er en klar overvægt af konservative og Venstre-folk, men også S-borgmestre tvivler på, at akutjobbene er en "fuld, hel og dækkende løsning," som finansminister Bjarne Corydon (S) har udtrykt det.
- Der er vel ingen på Jorden, der ved præcist, hvor meget det egentlig løser, siger Morsø-borgmester Lauge Larsen (S), mens borgmester Helge Friis (S) fra Halsnæs peger på behovet for mere omskoling.
Men ifølge Enhedslisten er det åbenlyst, at akutpakkerne er utilstrækkelige. Partiet kræver derfor en løsning i de højspændte finanslovforhandlinger med regeringen.
Presset fra egne rækker og fra Enhedslisten påvirker dog ikke Socialdemokraterne på Christiansborg.
- Disse job vil falde på et tørt sted for de 12.500 mennesker, der løber tør for dagpenge inden for det næste halve år. Det altoverskyggende problem i deres hverdag vil blive løst, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, til Jyllands-Posten.
/ritzau/