Trusler på livet, hadebreve, chikane-opkald midt om natten. Det er virkeligheden for hver anden borgmester, viser en rundspørge. som Berlingske Tidende har foretaget blandt 55 af landets 98 kommuner.
For to år siden foretog Danmarks Radio eller lignende undersøgelse, og da var det kun hver trejde, der oplevede trusler på livet og chikane.
For seks år siden oplevede Glostrups borgmester, Søren Enemark (S), at blive overfaldet - et overfald, der endte med et par dage på sygehuset, da lægerne frygtede for blødninger i halsen og efterfølgende besværlig vejrtrækning.
- Han (overfaldsmanden, red.) kom susende efter mig. Hans kone forsøgte at få ham fra det, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg fik et slag på halsen, og så smuttede han med det samme, fortæller Søren Enemark til Berlingske Tidende, der slap fra overfaldet uden mén.
Overfaldsmanden var utilfreds med Glostrup Kommunes måde at køre mandens sociale sag på, og det gik ud over borgmesteren.
Søren Enemark mener, at borgerne ofte handler i afmagt, når de overfalder eller chikanerer borgmestre og andre byrådspolitikere.
- Bureaukratiet bliver mere og mere voldsomt. Borgerne føler sig magtesløse, og det kan man til en vis grænse godt forstå, siger Søren Enemark.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) følger sagerne tæt.
- Det er selvfølgelig noget, PET tager meget alvorligt, og PET vurderer løbende de konkrete trusler, og om der er behov for særlige sikkerhedsmæssige foranstaltninger, siger PET-chef Jakob Scharf til Berlingske Tidende.
Disse særlige sikkerhedsmæssige foranstaltninger kunne være en overfaldsalarm. Sådan én har Søren Enemarks sekretær fået efter overfaldet. Søren Enemark selv har ikke bedt om en overfaldsalarm.
I forbindelse med en stor undersøgelse af kommunalvalget i 2005, som udkommer på fredag, har professor Jørgen Elklit og kommunalforsker Roger Buch spurgt 1.000 byrådsmedlemmer, om de har oplevet chikane i forbindelse med deres arbejde. Det svarer hver tredje ja til.