Landets 10 konservative borgmestre skyder med skarpt mod regeringen midt i de kommunale budgetforhandlinger for 2009.
I et debatindlæg i Berlingske Tidende fredag klager borgmestrene over, at kommunerne har for lidt frihed til at handle, fordi regeringen styrer kommunerne for stramt.
Samtidig beskylder de også regeringen for at skrue op for befolkningens forventninger, uden kommunerne får nogen reel chance for at indfri dem.
- De konservative borgmestre accepterer, at regeringen og Folketinget sætter de overordnede rammer - også økonomisk. Men når de gør det, så skal de også stoppe den mængde af forventninger, som folketingspolitikerne er slemme til at skabe. Hvis man sætter rammerne, så må man også lade være med at sige til folk, at de kan få alt muligt, siger Silkeborgs borgmester, Jens Erik Jørgensen, som er en af afsenderne på debatindlægget.
Kritik af kvalitetsreform
Samtidig kritiserer borgmestrene regeringens kvalitetsreform på 50 millioner kroner.
- Regeringen har endnu ikke meldt ud, hvor pengene skal komme fra. Den er basseret på nogle beregninger om, at kommunen kan foretage effektiviseringer, men dem har vi allerede lavet. Derfor nytter det ikke noget, at regeringen siger, vi skal spare på dit og dat. Det har vi allerede gjort, siger Jens Erik Jørgensen.