Otte måneder før vælgerne i Furesø Kommune skal til urnerne for at sætte deres kryds ved kommunalvalget, toner en af borgmesterkandidaterne frem i den bedste sendetid på TV 2.
Det er den tidligere vært i det populære TV 3-program, "Luksusfælden", Gustav Juul, som skal være en del af et ekspertpanel.
Det sker i programmet "Vil I starte helt forfra?", som er et helt nyt livsstilsprogram, hvor Gustav Juul sammen med jobekspert Kristine Salter og ejendomsmægler Maria Bach skal sammensætte et bud på en ny realistisk hverdag til fire familier. Eksperterne skal tage højde for familiernes økonomi, deres faglige kvalifikationer og deres drømme for fremtiden.
Gustav Juul er allerede medlem af byrådet i Furesø Kommune. Her er han valgt ind for Venstre og sidder blandt andet i Økonomiudvalget og Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.
Og nu vil han altså også være borgmester.
Vært i "Vil I starte helt forfra?" er Ida Wohlert, som også kendes fra Go' Morgen Danmark, Klamphuggerne og TV 2 News. Foto:Per Arnesen/TV 2