Selvom eksperter fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) fredag middag fastslog, at to højhuse i Rødovre ikke er i fare for at styrte sammen i kraftigt stormvejr, tøver Rødovre-borgmester Erik Nielsen med at erklære højhusene stormsikre. Han vil have endnu en undersøgelse af højhusenes sikkerhed.
»SBI er nogle af de fremmeste i Danmark, men som opmand på beboernes vegne er jeg nødt til at få en helt klar melding. Den første undersøgelse var også udført af anerkendte eksperter, og derfor vil det være godt at få sammenholdt de to undersøgelser af en tredje part,« siger Erik Nielsen og fortsætter:
»Det er selvfølgelig glædeligt, hvis beboerne trykt kan være i deres lejligheder uden at skulle gå rundt og være bange for at huset styrter sammen,« siger Erik Nielsen.
Han påpeger desuden, at kommunen vil droppe fremtidige evakueringer af beboerne i kraftigt stormvejr, hvis det viser sig, at SBI har ret, og de to bygninger er sikre.
»Men det vil stadig være op til AAB (Arbejdernes Andelsbolig Forening, red.) at beslutte, om de vil sælge husene, rive dem ned eller noget helt tredje,« siger Erik Nielsen med henvisning til, at de to højhuse fra 1950’erne efterhånden har kendt bedre tider.