Det er formentlig kombinationen af ulovligt krudt og uheld, der er skyld i eksplosionsbranden i Andst, hvor en person meldes dræbt.
Borgmesteren i Vejen Kommune, Egon Fræhr (V), mener ikke, nogen myndighedspersoner kan klandres for, at det gik så galt.
"Der er ikke noget beredskab, der kan gå ind og åbne alle folks huse og se, hvad der er derinde. Og det ønsker vi heller ikke. Men det er en alvorlig situation med så farligt materiale," siger han til Radio Globus reporter, Ole Klinkby.
Vejen-borgmesteren var tilstedet sent lørdag eftermiddag i Andsthallen, hvortil beboerne fra 174 beboelser i nærheden af den eksplosionsramte lagerhal var tilkaldt.
Efter ulykken i Seest i 2004, hvor et helt boligkvarter blev raseret af en lignende eksplsionsramt, er reglerne for opbevaring af sprængfarligt materiale nær beboede områder blevet strammet op.
Men det er svært at undgå en ulykke som den i Andst, der ligger blot 15 kilometer fra Seest, siger borgmesteren.
"Ovenpå situationen i Seest i Kolding er lovgivningen jo strammet op. Vi har været igennem det og haft møder om, hvordan vi skal håndtere det. Men problemet er, hvis man ikke har søgt om at opbevare det (fyrværkeri, red.) og dermed gør det ulovligt, så er det altså vanskeligt at dæmme op for," siger han til Radio Globus' reporter.