Den tidligere borgmester i New Orleans Ray Nagin er fundet skyldig i 20 ud af 21 anklagepunkter om blandt andet skattesvindel, bestikkelse og hvidvaskning af penge.
Det skriver CNN på baggrund af den amerikanske statsanklager.
Ifølge anklagerne har Ray Nagin blandt andet modtaget mere end 200.000 dollar i bestikkelse, svarende til 1,1 millioner kroner. Hans familie har også modtaget en rejse til Hawaii samt lukrativ transport i limousiner og private jetfly. De firmaer, der sponsorerede gaverne, fik til gengæld offentlige kontrakter i New Orleans for mere end fem millioner dollar - eller hele 27,5 millioner kroner.
Tidligere helt
Den tidligere borgmester blev ellers yderst berømt for sin håndtering af den krise, der fulgte, da orkanen Katrina hærgede den amerikanske sydkyst i august 2005.
Her var netop New Orleans hårdt ramt af oversvømmelser og ødelæggelser, hvilket fik borgmester Ray Nagin til at efterlyse hjælp til de mange indbyggere.
Nagin forlod sin borgmesterpost i 2010 efter at have været politisk leder for storbyen i to perioder.