Man kan ikke bare sådan bestemme, at en telemast ikke skal stå tæt på ens egen grund.
Heller ikke selvom man er borgmester.
Det må borgmesteren i Egedal Kommune, Svend Kjærgaard Jensen fra Egedal-listen, sande, efter at Statsforvaltningen tirsdag eftermiddag slog fast, at han var inhabil i en afstemning i kommunalbestyrelsen.
Borgmesteren deltog i afstemningen, som med udfaldet 13-12 skrinlagde planerne om at opføre telemasten tæt på hans grund.
Ifølge Statsforvaltningen kunne det ikke udelukkes, at Svend Kjærgaard Jensen kunne have en personlig eller økonomisk interesse i at masten ikke blev placeret ved hans ejendom.
- Offentligheden skal kunne have tillid til det, der foregår i en kommunalbestyrelse. Og her er der begået en fejl ved at lade borgmesteren stemme, siger kontorchef i Statsforvaltningen, Lone Birgitte Christensen til Avisen.dk.
I praksis får afgørelsen ikke den store betydning. Den kender kommunalbestyrelsens ugyldig, men bestyrelsen har allerede valgt at lade sagen gå om i kommunens planudvalg.