Mandag måtte kommunen midlertidigt stoppe med madudbringningen til 30 ældre på Indre Nørrebro, fordi en gruppe unge med indvandrerbaggrund har truet transportfirmaet Multitrans.
"Det er barske løjer. Det er groteske forhold. Jeg vil opfordre til, at man holder sagesløse ældre medborgere udenfor bandekonflikten," siger Københavns Kommunes sundhedsborgmester, Mogens Lønborg (K) ifølge Berlingske.dk.
Kommunen vil hjælpe en håndfuld ældre gennem hjemmesygeplejersker eller sundhedsplejer. Resten af de ældre kan klare sig til tirsdag med frossen mad.
Truslerne mod Multitrans startede forrige torsdag og fredag, da unge med indvandrerbaggrund viste deres trusler over for en chauffør ved at vise knive og skydevåben.
Herefter omlagde Multitrans leverancerne, så der kun bliver udbragt mad i dagtimerne.
"Vi må føre en løbende dialog med politiet om, hvordan vi får maden bragt ud til de ældre. Efter mandagens trusler er det ikke sandsynligt, at Multitrans har lyst til at køre mad ud i området," siger Mogens Lønborg.