Københavns Kommunes kulturborgmester Pia Allerslev (V) bakker op om direktør Uffe Elbæk for World Outgames.
Det sker efter, at kommunens kulturudvalg her til morgen modtog en redegørelse fra de homoseksuelle sportslege ovenpå Nyhedsavisens afsløringer af direktørens private rejse og ansættelse af en ven for nogle af de 23 millioner kroner, som arrangerementet har fået af kommunen.
- Jeg har stadig fuld tillid til Uffe Elbæk. Hverken det I har skrevet i avisen i går eller i dag får mig til at vakle. Hvis der skulle komme mere frem, må vi se på det, siger kulturborgmester Pia Allerslev.
Hendes opbakning kommer, selvom tre professorer og lektorer i offentlig forvaltning klart har tilkendegivet, at det er ulovligt at ansætte venner til offentlige opgaver eller tage til private bryllupper for offentlige penge.
- Private formål er per definition usaglig, og sammenblanding af
offentlige og private formål er altid uheldigt og bør undgås, siger professor i forvaltningsret Carsten Henrichsen.
Flere poltiske partier har tidligere krævet en rigtig god forklaring af World Outgames og den radikale politiker Uffe Elbæk. Og den har de åbenbart fået.
- Jeg kan kun sige, at socialdemokraterne foreløbig er trygge ved ham som direktør, siger Simon Strange (S) efter udvalgsmødet.