Opdateret kl. 07:53
Alternativets kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, undskylder i en mail for urigtige oplysninger om CV og forhold om indretning og ansættelser.
Borgmesteren giver udtryk for, at han har "lært, tænkt og fortrudt meget de seneste efterhånden mange dage og nætter".
Undskyldningen kommer, efter at Grünfeld har været under skarp kritik de seneste uger.
- Jeg vil også gerne undskylde, at jeg har opgivet og videregivet urigtige og upræcise oplysninger om mit CV til flere medier, skriver han.
- Det skulle aldrig være sket - og det påtager jeg mig det fulde ansvar for. Jeg beklager desuden, at jeg ikke med det samme sagde klart og utvetydigt undskyld for de fejl, der er begået, lyder det videre.
Det kom i sidste uge frem, at Grünfeld i forbindelse med kommunalvalget sidste år havde oplyst, at han havde en master i positiv psykologi.
Det har han tidligere undskyldt, da sagen blev bragt op af Radio24syv. Men det viser sig, at borgmesteren flere gange har rodet rundt i sit CV.
Ifølge sammen radiostation angav han i forbindelse med folketingsvalget, at han havde en kandidatuddannelse. Men det passer heller ikke. Han har en HD fra Handelshøjskolen i Aarhus, der svarer til bachelorniveau.
Men det er ikke kun på det parameter, at borgmesteren har været i vælten de seneste uger.
Ifølge Radio24syv havde borgmesteren købt møbler til sit kontor for 130.000 kroner udenom Københavns Kommunes indkøbsordning.
- Jeg undskylder desuden en række andre forhold om eksempelvis indretning og ansættelser, som har sået tvivl om min troværdighed - uagtet om det har været min eller forvaltningens beslutning.
- Som borgmester skal jeg stå til ansvar. Og det ansvar kunne jeg have løftet langt bedre. Så det undskylder jeg også, står der i mailen fra Grünfeld.
/ritzau/