Mindst 14 mennesker har mistet livet efter den voldsomme eksplosion, der onsdag ramte en gødningsfabrik i delstaten Texas og jævnede flere bygninger med jorden.
Det siger borgmester Tommy Muska fra byen West, hvor ulykken fandt sted.
Siden kæmpebraget rystede den lille by med godt 3000 indbyggere, har der været flere forskellige meldinger om, hvor mange mennesker der er omkommet.
Sent torsdag aften dansk tid satte det lokale politi dødstallet til mellem fem og 15. Men det er endnu uklart, om der ligger flere mennesker begravet i ruinerne.
West-borgmesteren siger, at blandt de 14 ofre for eksplosionen er i hvert fald fire redningsarbejdere. Antallet af sårede ligger på omkring 160.
Tommy Muska har tidligere sagt, at det øresønderrivende brag kunne sammenlignes med en atombombe eller et jordskælv.
/ritzau/