Udenrigsministeriets Borgerservice har først på aftenen ikke meldinger om, at der skulle være danskere, som er kommet til skade ved angrebet i Stockholm fredag eftermiddag.
Mindst to personer er omkommet, og flere er kvæstet, efter at en lastbil kørte ind i en folkemængde og et stormagasin i Drottninggatan i det centrale Stockholm.
- Vores ambassade er i kontakt med de svenske myndigheder og største hospitaler i Stockholm, og indtil videre har vi ikke fået oplysninger om, at danskere skulle være berørt, siger chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, René Dinesen.
- Det er ikke det samme som at sige, at det ikke kan vise sig at være tilfældet senere, men det har vi i øjeblikket ingen oplysninger om, fortsætter han.
Han opfordrer danskere, der er i Stockholm, til at kontakte deres pårørende, så de ved, at man er i god behold, og til at følge de svenske myndigheders anvisninger - blandt andet på Twitter.
- Lige nu lyder opfordringen, at man så vidt muligt skal holde sig inden døre og holde sig fra de offentlige transportmidler, siger René Dinesen.
Hvis man har planlagt at tage til Stockholm i påsken, er der ingen grund til at ændre sine planer.
- Anbefalingen er ikke, at man skal holde sig fra Stockholm, men man skal tage sine forholdsregler, hvis man opholder sig i byen, og lige nu altså holde sig inden døre, understreger René Dinesen.
/ritzau/