Alle rejser til Iran frarådes af Udenrigsministeriets Borgerservice i Danmark. Det sker på grund af uvished om årsagen til et flystyrt i Iran.
Det oplyser Borgerservice på Twitter.
Tidligere - 7. januar - blev alle ikke-nødvendige rejser til landet frarådet.
Et ukrainsk fly styrtede onsdag 8. januar ned nær Irans hovedstad, Teheran. 176 mennesker omkom i styrtet
Torsdag aften dansk tid meddelte Canadas premierminister, Justin Trudeau, at flyet - måske ved en fejl - var blevet skudt ned af et iransk missil.
Der var 63 canadiske statsborgere om bord på flyet, hvor alle omkom.
I den opdaterede version af rejsevejledningen fra Borgerservice lyder det:
- Vi fraråder alle rejser til Iran på grund af en meget høj sikkerhedsrisiko som følge af den seneste tids hændelser i regionen.
- Et passagerfly fra Ukraine International Airlines styrtede ned kort tid efter afgang fra Imam Khomeini International Airport i Teheran den 8. januar 2020. Der er uvished om årsagen til flystyrtet.
Hvis man på forhånd opholder sig i Iran, så opfordrer Borgerservice til, at man holder sig "på afstand af sørgeoptog, demonstrationer og lignende, da det kan udvikle sig voldeligt".
I timerne inden onsdagens flystyrt ulykken havde Iran gennemført et missilangreb mod to baser i Irak med mange amerikanske soldater. Den ene var luftbasen Al-Asad, hvor der var stationeret 133 danske soldater.
Det skete som gengældelse for USA's drab på den højtstående iranske general Qassem Soleimani fredag.
Drabet på Soleimani blev udløst af nye spændinger mellem Iran og USA, og det har ført til et endnu mere tilspidset forhold mellem de to.
Borgerservice fraråder også de fleste rejser til Irak. Her har der været flere angreb som følge af den seneste uro.
I de irakiske provinser Dahuk, Erbil og Salaymaniyah i det kurdiske selvstyreområde er det kun ikke-nødvendige rejser, der frarådes.
/ritzau/