Udenrigsministeriets Borgerservice fraråder al rejse til Irak bortset fra provinserne i det kurdiske selvstyreområde på grund af sikkerhedssituationen i landet.
I de kurdiske områder - Dahuk, Erbil og Sulaymaniyah - frarådes alle ikke-nødvendige rejser.
Desuden opfordres danskere i Irak til at overveje udrejse og følge de lokale myndigheders anvisninger.
Udmeldingen kommer, efter at situationen i Irak er spidset til. Det er sket, efter at den iranske militærleder Qassem Soleimani blev dræbt i et USA-ledet angreb i Irak fredag.
Drabet har vakt stor vrede i Iran og ført til løfter om en mærkbar modreaktion.
Fredag blev rejsevejledningen fra Borgerservice opdateret til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til dele af Irak.
Men rejsevejledningen er altså søndag skærpet yderligere. Det er uvist, hvor mange danskere der er i Irak ud over de danske soldater.
Borgerservice har i forvejen frarådet alle ikke-nødvendige rejser til Iran.
Lørdag udsendte den iranskstøttede shiamilits Kataib Hizbollah i Irak en advarsel til irakiske sikkerhedsstyrker om, at de fra søndag aften skal holde sig mindst en kilometer fra amerikanske baser.
Advarslen fra den militante gruppe kom, kort tid efter at raketter lørdag aften slog ned i den såkaldte Grønne Zone i Iraks hovedstad, Bagdad, hvor blandt andet USA's ambassade ligger.
Det irakiske parlament har søndag opfordret landets regering til at sende den USA-ledede koalition, herunder også danske styrker, ud af Irak.
Ifølge Forsvaret er der i alt cirka 140 soldater i Irak. De har som følge af den seneste udvikling skærpet fokus på egen sikkerhed.
Dertil har de danske soldater i Irak indstillet al træning af irakiske styrker.
Danmark skal med udgangen af året efter planen overtage Natos træningsmission i Irak, der består af 500 mand.
Det indebærer blandt andet, at danske soldater skal stå for sikkerheden under persontransporter i det område, hvor Qassem Soleimani blev dræbt.
Den 62-årige general var leder af Quds-elitestyrken i Irans Revolutionsgarde og en af Irans mest magtfulde mænd.
/ritzau/