Borgerligt Centrum lever videre og vil satse på kommune- og regionsvalg, siger den tidligere pressechef i partiet, Jeppe Søe. Han erkender dog, at Christiansborg er urealistisk.
"Der er faktisk en del tilbage. Vi har jo talt med en stor del af baglandet, og de er med. Vi er i alle regioner, og i morgen på partistyremødet bliver vi igen 13 i partistyrelsen. Derudover har vi en politisk kamp, der startede den 6. januar. Men det er klart at Simon Emils afgang til Liberal Alliance giver os et landspolitisk problem, fordi vi ikke har en stemme på Christiansborg mere," siger han til Newspaq.
Han tilføjer at partiet godt ved, at det er tæt på at være en umulig opgave at blive valgt ind på Christiansborg, som partiet ser ud nu, men at de stadig vil satse på kommunal- og regionsvalg.
Andre medlemmer at den tidligere partiledelse siger, at partiet officielt nedlagde det seks måneder gamle parti i dag. Men det afviser Jeppe Søe Blankt.
"Jeg kan godt læse i pressen, at Simon Emil mener, at der er indkaldt til møde i Borgerligt Centrum i dag. Men det kan han jo ikke gøre, for han er medlem af Liberal Alliance. Hvad de render rundt og mødes om, det er sagen uvedkommende," fastholder han.
Man kan nemlig ikke bare lige uden videre nedlægge partiet, fortæller Søe.
"Det kræver, at man laver en vedtægtsændring, og det skal sendes ud fire uger i forvejen. Det har partiet ganske enkelt ikke gjort, så de har trådt i nælderne og har gjort det forkert, og det er til glæde for os i baglandet, der gerne vil køre det politiske projekt videre," lyder det fra ham.
De medlemmer, der er gået til Liberal Alliance siger samtidig, at Jeppe Søe meldte sig ud af partiet i mandags. Men også det bliver afvist.
"Det er forstået forkert. Simon Emil sagde, at partiet var fusioneret, og jeg sagde så, at det ville jeg melde mig ud af. Jeg vil under ingen omstændigheder være med i Liberal Alliance. Jeg vil stadig være med i Borgerligt Centrum, og da vi onsdag med jurister hjælp fandt ud af, at det er fair og rigtigt, at Borgerligt Centrum ikke er lukket, så er det klart, at så er jeg stadig medlem," fastslår han.