Simon Emil Ammitzbøll må måske ikke kalde sit parti for Borgerligt Centrum.
Partinavnet skulle i går formelt godkendes, men godkendelsen blev udskudt i en måned på grund af en klage fra lokallisten Borgercentrum i Køge. Det skriver B.T.
Lokallisten i Køge arbejder for blandt andet parkeringshuse og cykelstier i Køgeområdet - men vil ikke forveksles med det nye parti.
Simon Emil Ammitzbøll er vred over udsættelsen, som han ikke mener, at han har haft en chance for at gardere sig imod.
Den tidligere radikale medieordfører præsenterede sit nye parti den 6. januar på et pressemøde på Christiansborg.