Torsdag eftermiddag godkendte valgnævnet under Velfærdsministeriet partiet Borgerligt Centrum.
Det betyder, at partiet med den tidligere radikale folketingspolitiker Simon Emil Ammitzbøll i spidsen kan begynde at samle underskrifter ind fredag og lørdag.
"Nu kan vi gå i gang med arbejdet med at indsamle underskrifter, så vi kan stille op til det kommende folketingsvalg. Jeg synes, at de seneste par dages skatteforhandlinger viser, hvordan dansk politik igen er ved at fryse fast i en VKO-blok og en rød blok. Derfor er der virkelig brug for et borgerligt midterparti," siger han ifølge Berlingske.
Valgnævnet var længe om at godkende Borgerligt Centrum som politisk parti. Det skyldes bl.a., at flere mindre partier havde klaget over navnet.
Partierne Dansk Centrum, Medborgerpartiet, Partiet for Borgerstyre og Borgercentrum mente, at Borgerligt Centrum lå for tæt på deres navne.