En borgerkrig i Afrika gør det langt dyrere at være mand på torsdag.
Den sidste måneds ballade i Kenya har fået priserne på roser til at skyde i vejret i Danmark og i resten af verden op til Valentine s Day. Det vestafrikanske land Kenya er nemlig verdens største roseproducent.
- Og det er nærmest umuligt at få fat i roserne fra Kenya for tiden på grund af borgerkrigen. Det har fået priserne på alle roser til at ryge i vejret, siger Fuat Ozturk, der er direktør for blomstergrossisten Flowerking på Grønttorvet i København.
Samme melding kommer fra Danmarks største kæde af blomsterbutikker Interflora gennem direktør Lars Steen.
De såkaldte Kenya-roser sælges typisk i bundter af ti til en noget lavere pris end de langstilkede røde roser, der hovedsageligt dyrkes i enorme drivhuse i Holland.
Lidt afrikanske roser bliver der trods borgerkrigen stadig smuglet ud af landet. Men hvor man tidligere har kunnet købe en buket med ti af de kortstilkede afrikanske roser for en 20´er skal man i dag betale 100 kroner for roserne.
I går tog den store blomstergrosist Jens Holst Blomster med over 20 ansatte 56,50 kroner for et bundt røde afrikanske roser.
- Og man skal gange den pris med to i butikkerne. Leveringen af roser fra Kenya er blevet meget ustabil på grund af borgerkrigen. De flyves normalt til Europa i store jumbojet fyldt med røde roser - og prisen for den transport er flerdoblet på grund af krigen. Og det kan mærkes, siger souschef Søren Helmann Pedersen fra Jens Holst Blomster.