Nogle heltemodige mennesker pågreb kort før klokken 16 mandag en bankrøver. De fire borgere i Haslev bliver nu indstillet til en dusør, skriver dr.dk.
Røveren truede med en falsk pistol personalet i Nordeas afdeling på Jernbanegade i Haslev til at udlevere et større pengebeløb. Heldigvis stoppede de snarrådige borgere ham, før han slap væk med pengene.
Gerningsmanden er en 41-årig mand, der bor i Valby, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Politiets teknikere er lige nu i fuld gang med det tekniske arbejde. Politiet håber på, at kunne kæde mandagens røveri sammen med et endnu uopklaret røveri i februar, hvor en røver truede sig til 115.000 kroner.
Ifølge politiet er der stor sandsynlighed for, at der er tale om den samme røver, da der er en række ligheder mellem de to røverier.