En beboer i Risskov nord for Aarhus har onsdag aften taget en indbrudstyv på fersk gerning.
Beboeren hørte en person rode rundt i huset og tilbageholdt vedkommende, indtil politiet kort efter ankom til adressen og anholdt manden.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi René Ludvig.
- Han havde stået og rodet igennem oppe på badeværelset, så han når ikke at få noget med sig. Han overgiver sig, da han bliver opdaget, siger René Ludvig.
- Borgeren siger, at han skal blive der. Han foretager ikke en civil anholdelse, men det er jo teknisk set det, han gør.
En civil anholdelse er når civilpersoner tilbageholder en person, de har taget i et begå en forbrydelse på fersk gerning.
Manden blev anholdt af politiet onsdag aften klokken 21.52.
Den anholdte er tidligere kendt af politiet for lignende kriminalitet, fortæller René Ludvig.
Da coronakrisen ramte i begyndelsen af 2020 begyndte antallet af indbrud i Danmark at falde. I tredje kvartal i år blev der anmeldt 7805 indbrud ifølge tal fra Danmarks Statistik.
Det er cirka 32 procent færre end i tredje kvartal i 2019.
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er de mørke måneder højsæson for indbrud. Det skyldes blandt andet, at tyvene bedre kan skjule sig i mørket.
Derudover rejser mange også væk i juledagene, og mange huse står derfor tomme.
Sidste år registrerede politiet 365 indbrud i private hjem fra 19. december til og med 2. juledag.
Det var 59 færre end året før.
/ritzau/