Det var en helt almindelig borger der fik sat en stopper for den mand, som i formiddags gik amok med en økse i et jobcenter.
Det beretter et øjenvidne til Frederiksborg Amts Avis og forklarer, at borgeren kastede sig over gerningsmanden og forhindrede ham i at såre flere.
Vidnet arbejder selv i området og blev altså vidne til det voldsomme overfald og det heroiske indgreb fra en ganske almindelig mand.
To mænd blev stukket i armen og brystet, men er uden for livsfare. De arbejder begge for Helsingør Kommunes jobcenter.
Politiet forklarer, at gerningsmanden er en 42-årig mand fra Eritrea, og at han er anholdt for forsøg på manddrab.
Kommunen forklarer, at han er en ledig, som man kender i forvejen.
Flere medarbejdere i Borgerservice overværede overfaldet, og Helsingør Kommune holder klokken 12 krisemøde for medarbejderne, skriver sn.dk.
Kilde: SN