OL-eventyret blev kort for den danske bordtennis-veteran Allan Bentsen.
Den 43-årige OL-debutant tabte i første runde 1-4 i sæt til en ungarer, der ikke viste nogen nåde.
Efter 18 minutters effektivt spil stod der 3-0 i sæt til Daniel Zwickl efter sætcifrene 11-9, 11-7, 12-10. Dermed manglede ungareren blot et enkelt sæt for at avancere til næste runde og sende danskeren hjem fra OL.
Bentsen var dog tæt på i tredje sæt, hvilket cifrene fortæller, og det gav selvtillid. Troen på at kampen kunne vendes, den havde danskeren bestemt ikke mistet.
I fjerde sæt blev ungareren sat grundigt til vægs - på fem minutter vandt Bentsen sættet med cifrene 11-4.
Desværre for Bentsen fik ungareren igen styr på sit spil i femte sæt, som endte 11-8 i ungarsk favør.
Allan Bentsen er dermed færdig ved OL.
Danmark er fortsat repræsenteret i herresingle i bordtennis ved Michael Maze, der træder ind i turneringens tredje runde.
I damesingle er Mie Skov videre til anden runde, Skov spiller den kamp senere lørdag aften.
/ritzau/